Hvor meget insulin producerer din krop egentlig selv – og hvordan finder vi ud af det uden at lade os narre af den insulin, vi eventuelt sprøjter ind udefra? Svaret gemmer sig i et lille proteinfragment med et stort potentiale: C-peptid. For forskere, klinikere og nysgerrige blodsukkernørder er C-peptid blevet det gyldne vindue til bugspytkirtlens egen aktivitet.

I denne guide går vi bag om tallene og viser, hvordan C-peptid kan afsløre alt fra den spæde restfunktion ved type 1-diabetes til den skjulte overproduktion ved insulinom – og hvorfor et enkelt tal aldrig må stå alene. Du får konkrete cut-offs, kliniske scenarier og hands-on tips, så du kan skelne mellem lav, intermediær og bevaret insulinsekretion uden at træde i de klassiske faldgruber.

Uanset om du er læge, diætist, forsker eller blot interesserer dig for kulhydratmetabolisme, vil denne artikel give dig et solidt overblik over fysiologien, indikationerne og tolkningen af C-peptid – leveret i et lettilgængeligt format fra Kulhydrater og Sundhed. Spænd sikkerhedsbæltet, og lad os dykke ned i et af laboratoriets mest undervurderede, men uundværlige værktøjer!

C‑peptid kort fortalt: fysiologi og betydning for insulinsekretion

Når kroppen producerer insulin, dannes hormonet som det større forstadie proinsulin. I β-cellerne i pancreas kløves proinsulin enzymatisk til to lige store dele:

  1. Insulin – det aktive hormon, der sænker blodglukoseniveauet.
  2. C-peptid (”connecting peptide”) – et 31 aminosyrer langt peptid, der fungerer som forbindelsesled mellem insulinets A- og B-kæde under syntesen.

Hvorfor måler vi c-peptid i stedet for blot insulin?

  • 1: Spejl af endogen sekretion
    Insulin og C-peptid frigives i ækvimolare mængder (1:1). Da eksogent insulin (injektion) ikke indeholder C-peptid, giver koncentrationen et rent billede af β-cellernes egenproduktion.
  • 2: Længere halveringstid
    • Insulin: ~5-6 minutter
    • C-peptid: ~30 minutter
    Den længere halveringstid udglatter korttidsvariationer og gør markøren analytisk stabil.
  • 3: Minimal first-pass-clearance
    Insulin fjernes ~50 % i leveren allerede ved første passage. C-peptid passerer leveren næsten uændret og filtreres primært i nyrerne, hvilket bevarer en lineær sammenhæng mellem sekretion og blodkoncentration.

Farmakokinetik og elimination

Parameter C-peptid Insulin
Halveringstid ~30 minutter ~5-6 minutter
Primær clearance Nyrer (glomerulær filtration + reabsorption i proximal tubulus) Lever > nyre
First-pass metabolisme Næsten ingen ~50 %

Nedsat nyrefunktion forlænger cirkulationstiden for C-peptid og kan give kunstigt forhøjede værdier – et vigtigt forhold ved tolkning (mere herom i afsnittet om faldgruber).

Relation til kulhydratmetabolisme

Når blodglukosen stiger – eksempelvis efter et måltid – depolariseres β-cellen, og Ca2+-afhængig exocytose frigiver insulin samt C-peptid i portåresystemet. Koncentrationsstigningen af C-peptid i perifert blod afspejler dermed:

  • Glukosesensitivitet – hvor effektivt β-cellen responderer på et givet glukoseniveau.
  • Insulinsekretorisk reserve – hvor meget insulin (og dermed C-peptid) der kan mobiliseres.
  • Metabolisk status – hyperglykæmi ledsages af højere C-peptid hos personer med intakt β-cellefunktion, mens lave værdier under hyperglykæmi peger på svigt.

Kliniske implikationer

At kende C-peptid-niveauet hjælper klinikeren til at:

  1. Differentierer type 1-diabetes (autoimmun β-celle-destruktion → lavt/udtømt C-peptid) fra type 2-diabetes eller LADA.
  2. Vurdere behov for eller mulighed for at afslutte insulinbehandling ved bevaret endogen sekretion.
  3. Analysere årsag til hypoglykæmi: høj C-peptid under lav glukose tyder på insulinom eller sulfonylurinstof-induceret oversekretion.

Kort sagt er C-peptid en robust biomarkør, der giver et vindue ind til β-cellernes funktion i realtid og dermed indgår som en nøgleparameter, når vi taler om kulhydratmetabolisme og blodsukkerkontrol.

Hvornår og hvordan måles C‑peptid?

C-peptid kan give et unikt vindue til den β-cellulære aktivitet, men den fulde værdi opnås kun, når man vælger den rigtige patient, den rigtige prøvesituation og fortolker tallet i lys af den samtidige glukose. Nedenfor finder du en praktisk oversigt over, hvornår og hvordan markøren anvendes i klinisk hverdag.

Kliniske indikationer

  1. Differentiering mellem diabetesformer
    • Mistanke om nydiagnosticeret type 1-diabetes (autoimmun) vs. type 2 eller LADA.
    • Monitorering af restfunktion hos patienter med langvarig type 1-diabetes eller LADA.
  2. Vurdering af behov for (intensivering af) insulinbehandling
    Fx hos insulinbeh. type 2-diabetes, hvor manglende C-peptid kan forklare bivirkninger og dosering.
  3. Hypoglykæmiudredning
    • Skelnen mellem endogen (insulinom, ikke-insulinom pancreatogen hypoglykæmi, postprandial hyperinsulinæmi) og eksogen insulinpåvirkning (faktitia, overdosering).
  4. Mistanke om insulinom eller anden β-cellehyperplasi
  5. Post-bariatrisk hypoglykæmi (dumping-syndrom)
  6. Kontrol af pancreas-transplantation / islet-cell-transplantation

Prøvetyper og protokoller

Prøvemetode Praktisk udførelse Fordele Ulemper / forbehold
Fastende C-peptid 8-12 timers faste. Blodprøve tages samtidig med glukose. Enkel, standardiseret, god til rutinescreening. Lav glukose (<4 mmol/L) kan give falsk lavt C-peptid; siger ikke noget om maksimumsekretion.
Tilfældig (ikke-fastende) Blodprøve på vilkårligt tidspunkt + glukose. Fleksibel, afspejler real-life β-cellestatus. Svært at sammenligne på tværs af patienter pga. varierende glukose.
Stimuleret – blandet måltids-test (MMTT) Standardiseret næringsdrik efter 8 timers faste. C-peptid (og glukose) måles typisk 90-120 min. efter indtag. Mest fysiologisk, høj sensitivitet for restsekretion. Klinik-/tidskrævende; kontraindiceret ved svær hyperglykæmi.
Stimuleret – glukagon-test 1 mg glukagon i.v./i.m. efter 8 timers faste; prøve efter 6 min. Hurtig, kan udføres ved lav glukose. Kvalme; lav specificitet hos nyresyge.
Under hypoglykæmiscreening Blod glukose <2,5-3 mmol/L og samtidig C-peptid & insulin. Afslører utilstrækkelig suppression af endogen insulin. Kræver indlæggelse/overvågning; hæmolyse kan forstyrre analysen.

Samtidige glukosemålinger – Derfor er de afgørende

C-peptid udskilles i takt med glukosestimulus. For at undgå fejltolkning bør man altid notere plasmaglukose (PG) ved prøvetagning:

  • PG <4 mmol/L → β-cellen er fysiologisk nedreguleret ⇒ lavt C-peptid er forventeligt.
  • PG 4-10 mmol/L → referenceintervaller gælder.
  • PG >10 mmol/L → et “normalt” C-peptid kan være inadækvat; overvej stimuleret test.

Enheder og referenceintervaller

Danske laboratorier rapporterer oftest i pmol/L (1 nmol/L = 1000 pmol/L).

Måling Typisk reference** Tolkning
Fastende 370-1470 pmol/L (0,37-1,47 nmol/L) Sammenlign med PG
Stimuleret (MMTT / glukagon) >600-700 pmol/L Indikerer bevaret respons
Hypoglykæmifase <200 pmol/L forventes Højere værdier → endogen insulin

**Intervaller varierer mellem laboratorier og metoder; brug altid lokalt referenceområde.

Hurtige huskeregler

  • Mål C-peptid og glukose samtidigt – ellers risikerer du misvisende konklusioner.
  • Fastende test til screening; stimuleret test til detaljeret β-celle-profil.
  • Ved hypoglykæmi: C-peptid >200 pmol/L sammen med lav PG tyder på endogen hyperinsulinisme.
  • Høj kreatinin kan give falsk forhøjet C-peptid pga. nedsat renal clearance (uddybes i næste afsnit).

Med disse retningslinjer er du bedre rustet til at vælge den rigtige test og tolke C-peptid-svaret i den kliniske kontekst – et vigtigt skridt mod individualiseret diabetesbehandling og sikker hypoglykæmiudredning.

Tolkning i praksis: cutoffs, scenarier og beslutningsstøtte

C-peptidresultatet giver først mening, når det sættes i kontekst – både laboratoriets referenceintervaller, den samtidige glukosekoncentration og patientens klinik/antistofstatus. Nedenfor følger en pragmatisk guide, som kan bruges som pejlemærker, men som altid skal valideres mod lokale cut-offs.

Typiske cut-offs for fastende og stimuleret c-peptid

Måling Lav / udtalt β-celletab Intermediær / moderat restfunktion Bevaret / høj insulinsekretion
Fastende plasma-C-peptid
(pmol/L)		 < 200
(≈ < 0,2 nmol/L)		 200 – 600
(≈ 0,2-0,6 nmol/L)		 > 600
(≈ > 0,6 nmol/L)
Stimuleret C-peptid
(Mixed meal, 90 min) (pmol/L)		 < 400 400 – 800 > 800
Stimuleret C-peptid
(IV glukagon, 6 min) (pmol/L)		 < 500 500 – 900 > 900

Bemærk: Nedsat GFR hæver C-peptid; lavt glukose under 4 mmol/L kan falsk sænke værdien. Se næste afsnit om fejlkilder.

Kobling til glukose og autoantistoffer

  1. Glukose ved prøvetagning
    – Fastende C-peptid giver størst værdi, når glucose ligger 4-8 mmol/L.
    – Ratio C-peptid (pmol/L) / glukose (mmol/L) < 50 taler for markant insulinopeni.
  2. Autoantistoffer (GAD-65, IA-2, ZnT8)
    – Positivitet &plus; lav C-peptid → høj sandsynlighed for T1D/LADA.
    – Negativitet &plus; høj/intermediær C-peptid → taler for T2D eller sekundær insulinresistens.
  3. Klinik og medicin
    – Sulfonylurinstoffer og inkretinanaloger kan øge stimuleret C-peptid markant.
    – Insulinbehandling sænker ikke C-peptid direkte, men længerevarende intensiv behandling kan nedsætte β-celleaktivitet midlertidigt.

Typiske kliniske scenarier

Situation C-peptid (eksempel) Andre fund Beslutningsstøtte
Nyopdaget hyperglykæmi hos slank 22-årig Fastende 120 pmol/L
(lav)		 GAD & IA-2 positive Start basal-bolus insulin; plan for undervisning i kulhydrat-tælling.
10 års kendt T1D Stimuleret < 150 pmol/L
(udslukt)		 HbA1c 63 mmol/mol Ingen endogen insulin – CGM & avanceret pumpebehandling relevant.
LADA – 58-årig, tidl. diætbehandlet Fastende 300 pmol/L
(intermediær)		 GAD positiv, BMI 27 Overvej basal insulin + DPP-4-hæmmer for β-celleprotektion.
Insulinbehandlet T2D, 12 år, BMI 35 Stimuleret 950 pmol/L
(bevaret)		 Autoantistoffer negative Vurder de-eskalering af prandial insulin, intensiver GLP-1-RA.
Postprandial hypoglykæmi efter gastric bypass Under hypoglykæmi: 900 pmol/L
(uhensigtsmæssigt høj)		 Glukose 2,4 mmol/L Taler for hyperinsulinæmisk hypoglykæmi; alfa-glukosidasehæmmer, evt. diazoxid.

Beslutningsalgoritme i punktform

  • Step 1: Kontroller nyrefunktion og glukoseværdi ved samme stikprøve.
  • Step 2: Fastende C-peptid
    • < 200 pmol/L → fortsæt med antistofpanel.
    • 200-600 pmol/L → overvej stimuleret test for afklaring.
    • > 600 pmol/L → insulinresistens som hovedproblem.
  • Step 3: Ved usikkerhed – udfør stimuleret test (mixed meal foretrækkes).
  • Step 4: Integrér klinik (alder, BMI, vægtafhængigt insulinbehov).
  • Step 5: Revurder behandlingsregime og patientuddannelse ud fra fund.

Nøglepunkt: En enkelt C-peptidværdi forklarer sjældent hele historien. Brug den som kompas sammen med glukose, antistoffer og klinisk vurdering for at vælge den rigtige vej i behandling og opfølgning.

Faldgruber, fejlkilder og praktiske tips

Præanalytiske forhold – Før blodprøven når laboratoriet

  • Prøvetype: Angiv fastende, tilfældig eller stimuleret (MMTT eller IV-glukagon). Associeret glukose skal måles i samme prøve (eller inden for få minutter) for at muliggøre ratio-beregninger.
  • Håndtering og stabilitet: C-peptid er relativt stabilt (≥24 t ved 4 °C), men hæmolyse og forlænget stuetemperatur (>6 t) kan give måleusikkerhed på op til 10-15 %.
  • Antikoagulans: Serum eller Li-heparin plasma er standard; EDTA kan give marginalt lavere værdier pga. fortynding.
  • Timing: Ved stimulerede tests bør blodet tages præcist 90-120 min (MMTT) eller 6 min (glukagon) efter stimulus for at sikre reproducerbarhed.

Interferenser og kliniske forhold

Faktor Mulig effekt på C-peptid Klinisk konsekvens
Nyreinsufficiens Forhøjet pga. ↓ renal clearance (op til 2-4× ved eGFR <30 ml/min) Risiko for fejltolkning som bevaret β-cellefunktion. Brug nyrespecifikke referenceintervaller eller tolkningsgrafer.
Hyperglykæmi v/ prøvetagning Kan “kunstigt” stimulere C-peptid → højere værdi Medfør ratio (C-peptid/glukose) eller justér for glukosekonc.
Hypoglykæmi v/ prøvetagning Supprimeret insulinsekretion → lav C-peptid Kan maskere restfunktion; nyttigt ved hypoglykæmiudredning.
Sulfonylurinstoffer Stimulerer insulin & C-peptid (især 2-4 t efter indtag) Seponér ≥72 t før test, ellers risiko for falsk bevaret funktion.
Inkretinbehandling (GLP-1-RA, DPP-4-hæm.) Øger glukoseafhængig insulinsekretion Pause evt. præparat 24-48 t eller tolk i relation til behandlingen.
Antistoffer mod insulin C-peptid påvirkes ikke direkte, men insulin-måling kan være lav/uholdbar Vælg C-peptid som primær markør ved mistanke om antistoffer.

Biologisk variation og tidsvindue efter måltid

  1. Intra-individuel variation: ±10-20 % på fastende C-peptid; større ved postprandiel måling. Gentag prøve ved grænseværdier.
  2. Diurnal rytme: Let højere værdier midt på dagen. Standardiser tidspunkt (morgen fastende) når muligt.
  3. Måltidsstørrelse og makronæringsprofil: Fedt & protein forsinker C-peptidtoppen; ved MMTT anvendes standarddrik (6 ml/kg, max 360 ml) for reproducerbarhed.

Praktiske tips til klinikeren

  • Kontrollér eGFR på prøvedagen; justér fortolkning eller anvend cut-off tabeller for CKD.
  • Dokumentér seneste insulindosis, SU- eller inkretinindtag, måltidstidspunkt i rekvisitionen.
  • Sammenhold altid C-peptid med plasmaglukose, autoantistoffer og klinisk historik. Én værdi giver sjældent hele sandheden.
  • Ved tvivl: gentag måling under standardiserede forhold før behandlingsændring.

Nøglepointer for sikker, konsistent tolkning

  • C-peptid stiger ved nedsat nyrefunktion – kontroller eGFR før du konkluderer.
  • Glukoseniveauet ved prøvetagning er afgørende; brug faste cut-offs kun ved reelt fastende prøve.
  • Medicin, især SU og inkretiner, kan forvrænge resultater – planlæg wash-out.
  • Standardisér stimuleringstest (tidspunkt, drik/dosis) for at minimere biologisk variation.
  • Gentag og kombiner med kliniske data for at differentiere T1D, LADA og T2D eller afdække hypoglykæmiårsag.