Artikler

Pas godt på fødder og ankler når du løber med disse 8 tips

Løb er en fantastisk form for kardiotræning, som hjælper os til at komme i bedre form og styrke vores blodomløb. Hvis du elsker at trække i løbeskoene om morgenen og få nogle kilometer i benene, så kig med i denne artikel. Dit løbe-liv kan nemlig hurtig blive forkortet, hvis ikke du husker at passe godt på dine fødder og ankler.

Selvom løb er en fantastisk god træningsform, så er den også hård mod vores led i og omkring fødderne. Derfor kan du i denne artikel finde de 8 bedste tips til, hvordan du passer bedst på dig selv, når du er ude og løbe.

1. Tag på løbetur i de rigtige løbesko

Dine løbesko er alfa og omega for dine fødders velbehag, når du er ude på tur. Uanset om du løber udenfor eller på et løbebånd i fitness, så skal dine løbesko give dig ordentlig støtte. Det er vigtigt, at skoene er stødabsorberende og støtter omkring dine ankler.

Når du løber, så kommer der stød op gennem dine fod hver gang, den lander på vejen, og dette kan være farligt, hvis ikke skoen tager ordentlig fra for dig. Spørg altid til råds i din sportsbutik, før du køber løbesko, så du er sikker på, at du får det rigtige par med hjem. Der er nemlig mange former for sko til forskellige sportsgrene, og de er alle sammen fuldkommen forskellige.

2. Brug støttestrømper når du løber

Støttestrømper er med til at støtte omkring dine ankler, og de stimulerer samtidig blodcirkulationen i dine ben, hvilket er utrolig vigtigt, når du er ude og løbe. Mange bruger støttestrømper, når de for eksempel er ude og flyve for at stimulere blodcirkulationen, når de sidder stille i mange timer. Men støttestrømper er ikke kun til for, når du skal sidde stille i lang tid, et par støtte strømper er også perfekte til din løbetur, for at få gang i blodomløbet i dine fødder og ankler.

Støttestrømper fås i alverdens former og smarte farver, så du kan endda matche dine sokker med dit løbeoutfit. Støttestrømper er også gode til andre former for sportsgrene, hvor der skal gang i blodomløbet, så det er en super god investering til mange forskellige formål.

3. Husk at lytte til din krop

“Det skal bare løbes væk” – nej bestemt ikke! Kroppen sender automatisk faresignaler ud, når der er noget i vejen. Hvis dine fødder eller ankler begynder at gøre ondt, så er det et tegn på, at du skal stoppe din løbetur og tage en pause. Det kan være, at du har vredet om, eller at dine fødder er ømme og trætte efter en lang løbetur. Lyt til din krop, den ved, hvornår den har fået nok. Der er ingen skam i at cutte løbeturen lidt kortere, hvis kroppen begynder at brokke sig.

Stop hellere op og gå resten af turen hjem, hvis du begynder at få ondt. Du skal ikke presse dig selv mere end højst nødvendigt, og især når det kommer til løbeture, så er det altså vigtigt at tage nogle gode pauser.

4. Prøv at variere din løbetur

Der er mange måder, man kan løbe på. Man kan jogge, spurte, lunte, løbe interval og meget mere. Måske er det en god ide for dig at variere din løbeform, så du giver dine led og fødder lidt variation. Det kan også være, du skal veksle mellem at løbe på landevej og på løbebånd, så du får et mere stabilt underlag at løbe på. Du kan også prøve med interval løb, hvor du variere mellem spurt og gåture, så får dine fødder også en velfortjent pause en gang imellem, imens du er ude og gå.

5. Løb på løbebånd, hvis dine led gør ondt

Et løbebånd giver dig altid et fuldkommen fladt underlag, så her mindsker du faren for ulykker. Selvom det er dejligt at løbe ude i det fri, så er jorden ofte ikke fuldkommen jævn, og det kan lede til skader. Især hvis du løber i naturen, så kan du komme til at snuble eller vride om på sten eller rødder, og så kan man komme slemt til skade.

Hvis ikke du føler, at din løbestil er fuldkommen stabil, så prøv at løbe på et løbebånd over længere tid i stedet for. Så er du garanteret ikke at komme til at falde over ujævnheder.

6. Hold hviledage efter en hård træning

Det er bedre for dine fødder og ankler at løbe 3-4 gange om ugen i stedet for hver dag. Kroppen har brug for at restituere, og hvis ikke du er en erfaren løber, så er det bedre at holde hviledage mellem løbeturene. Selvom det er sundt for kroppen at løbe, så er det ikke det sundeste for vores led.

Din krop har rigtig godt af at holde nogle hviledage mellem løbeturene. Selv den erfarne løber løber nok ikke 7 gange om ugen – det holder kroppen sjældent til. Så der er ingen skam i at lægge sig på sofaen i stedet for at trække i løbeskoene hver eneste dag.

7. Stræk ud, før du løber

Ofte er kroppen ikke helt parat til en løbetur, hvis man blot vælter ud af sengen og trækker i løbetøjet. Det er derfor vigtigt, at du får strakt ordentlig ud fra top til tå, før du løber afsted. Det gælder også dine fødder og ankler, for det er netop dem, som skal ud og arbejde. Sørg for at bevæge fødderne i cirkulære bevægelser, så leddene er varmet godt op til turen. Samtidig skal du også huske at få strakt både ben og arme godt ud, så du er forberedt til at komme ud og bevæge dig.

8. Giv dig selv en grundig fodmassage

Efter en god lang løbetur, så kan man godt føle sig lidt øm og træt i benene. Dine fødder har især godt af en god omgang fodmassage. Måske har du en sød roommate eller kæreste derhjemme, som gider hjælpe dig. Hvis ikke, så kan du sagtens selv give dig en fodmassage.

Start med at massere undersiden af foden ganske forsigtig ved at trykke med tommelfingeren, bagefter kan du bevæge dig op af anklerne og måske også massere dine lægge, hvis de er blevet ømme. En omgang fodmassage hjælper dig faktisk også til at have færre smerter dagen derpå, så du kan vinke farvel til de ømme muskler og restituere hurtigere.

Måske kan du også lide